Opmærksomhed

af Jesper Aagaard, cand.psych, ph.d. og adjunkt på Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

”Hvordan påvirker digitale medier vores opmærksomhed?”

Dette er et højaktuelt spørgsmål i dag, hvor mange af os mistænker digitale medier for på en eller anden måde at udfordre vores opmærksomhed. Før vi kan besvare spørgsmålet, er det dog vigtigt, at vi ekspliciterer dets omdrejningspunkt: For hvad betyder ’opmærksomhed’ overhovedet?

I The Principles of Psychology fra 1890 beskrev William James opmærksomhed således: ”Alle ved, hvad opmærksomhed er. Det er sindets overtagelse, i klar og livlig form, af én af hvad der virker som flere mulige objekter eller tankerækker”. Dette citat er sidenhen blevet et standardelement i tekster om opmærksomhed. Vi må dog værne os mod en lumsk fejllæsning af citatet: Det er ganske vist rigtigt, at vi alle ved, hvad opmærksomhed er, når vi går rundt og bruger ordet opmærksomhed i hverdagsregi. Denne intuitive forståelse er dog ikke ensbetydende med, at der også eksisterer et solidt videnskabeligt greb om fænomenet opmærksomhed. Faktisk hersker der en videnskabelig forståelse af opmærksomhed, som hindrer en fyldestgørende besvarelse af det indledende spørgsmål. En vigtig ledetråd er måden, hvorpå James’ citat behandles i dag. Når citatet oversættes til dansk, bliver ordet sind (eng. ’mind’) nemlig ofte erstattet med hjerne, som det eksempelvis er tilfældet i Catherine Prices bog Jeg slukker nu! (2018). Opmærksomhed bliver således reduceret til noget, der opstår og foregår i hjernen.

Lad os følge denne hjernecentriske forklaringsmodel til dørs for at se, hvor den kommer til kort indenfor medieforskningen. Ifølge den hjernecentriske forståelse udspringer opmærksomhed af hjernens bearbejdning af fysiske stimuli fra den ydre verden. Idet hjernen jo fysisk set sidder inde i hovedet, opstår der således en kløft mellem noget, der sker inde i hovedet (opmærksomhed) og noget, der eksisterer udenfor hovedet (fysiske stimuli), hvilket afspejles i forklaringsmodellens opdeling af opmærksomhed i en endogen og en eksogen faktor. Endogen betyder ”forårsaget indefra”, og denne del af opmærksomheden er indefrastyret i den forstand, at vi ofte selv vælger, hvorhen vi vil rette opmærksomhed. Eksogen betyder ”forårsaget udefra”, og denne mere primitive del af opmærksomheden er udefrastyret i den forstand, at vores opmærksomhed kan blive afrettet af uventede stimuli så som lysglimt eller høje lyde. Umiddelbart virker opdelingen jo selvindlysende: Hvis opmærksomhed ikke er selvinitieret, må den være styret udefra. Hvis vi overfører opdelingen til digitale medier, bliver konklusionen som følger: Distraktion skyldes enten et selvinitieret valg af mediernes indhold eller en ufrivillig refleks udløst af lyde, pop-ups, notifikationer eller lignende (se Figur 1).

 

FYSISKE STIMULI

(fx lyde, notifikationer)

OPMÆRKSOMHED

(indre hjerneaktivitet)

Figur 1: Den hjernecentriske opmærksomhedsmodel

 

Problemet med den hjernecentriske forklaringsmodel er, at selvom begge disse scenarier bestemt kan forekomme, så fortæller de ikke hele historien om distraktion, og denne undladelse ender med at tilsløre en helt afgørende proces. Vi stirrer nemlig ikke blot på computere og mobiltelefoner, vi håndterer disse apparater: Vi taster, trykker, zoomer, scroller, klikker og så videre. Hvis jeg for eksempel spørger, hvor bogstavet F er lokaliseret på et tastatur, vil de fleste mennesker være nødt til at taste et ord med F i luften for at kunne svare. Vores viden om bogstavernes placering er ikke en viden, vi har inde i hovedet, men en kropslig færdighed, der sidder i hænderne på os, og som kun melder sig ved, at vi rent faktisk taster på keyboardet (eller i luften). Denne form for kropslig interaktion udfordrer de nydelige opdelinger mellem indre/ydre, frivillig/ufrivillig og aktiv/passiv: Er der tale om en passiv refleks, når jeg automatisk korrigerer en fejltastning under min skrivning? Nej, for det har taget mig tusindvis af timer at nå til dette punkt. Er der så tale om et aktivt valg? Nej, for jeg vælger ikke at gøre det, jeg gør det jo bare. På dette niveau er kroppe og teknologier uløseligt forbundne (se Figur 2).

 

Figur 2: Den kropslige opmærksomhedsmodel

Den samme pointe gør sig gældende i mange tilfælde af digital distraktion – om end i mindre positiv forstand: Når jeg pludselig finder mig selv på Facebook under et møde, er der hverken tale om et selvinitieret valg eller en ufrivillig refleks, men om en dårlig vane, der jo på paradoksal vis både er selvinitieret og ufrivillig. Så snart kroppen og dens vaner inddrages i ligningen, kommer den hjernecentriske med andre ord til kort. Desværre huserer den hjernecentriske forklaringsmodel primært i populærvidenskabelige bøger, dagblade og foredrag, så dens fortalere bliver sjældent tvunget til at forholde sig til denne problemstilling. Under alle omstændigheder indikerer vores analyse, at vi bør forstå opmærksomhed som en kropslig rettethed mod verden, der indbefatter langt mere end blot vores hjerne (dermed dog ikke sagt, at hjernen ingen rolle spiller!). Hvordan digitale mediers så påvirker denne kropslige rettethed må være et emne for andre indlæg her på bloggen.

Referencer

Aagaard, J. (2014). Multitasking, myter og medier. Psykologisk Set, vol. 31(96), p. 18-25

Aagaard, J. (2015b). Media Multitasking, Attention, and Distraction: A Critical Discussion. Phenomenology and the Cognitive Sciences, vol. 14(4), p. 885-896.